»Der er ild i mig, der er ild i mig.«

Skrigene skærer gennem morgensolen, for han er fanget i den brændende bil. Men to amerikanske politibetjente kommer til undsætning.

En mand, der flygtede bag rattet på en bil, røg pludseligt af en bro. Flugtbilisten måtte trækkes fri af bilen, som brød i brand under ulykken. Det skriver tv-stationen NBC.

Manden hed Dustin Scott Butterfield, og den 35-årige røg direkte på hospitalet, efter at han blev reddet af politifolk fra Orems politi i staten Utah.

»Det lykkedes dem at trække chaufføren fri fra den brændende bil og i sikkerhed. Han hang ellers ud af passagerens vindue,« skrev politiet i Orem på Facebook torsdag aften.

»De to betjente satte deres eget liv på spil for at redde chaufføren. Han havde nemlig brækket benet og havde fået andre skader under uheldet.«

Dustin Scott Butterfields skader er ikke livsfarlige, siger sherifkontoret i Utah County.

Hele bataljen startede torsdag morgen, hvor politiet satte efter en bil, der blev ført af en mand under indflydelse af ulovlige stoffer.

De to betjente forsøgte at få kontakt med bilen, men chaufføren stak af.

Politiet forsøgte at stoppe bilen, men den fortsatte og endte til sidst på en bro, hvor chaufføren mistede kontrollen og kørte ned på det underliggende terræn.

Bilen brød i brand efter den ramte jorden nær nogle jernbanespor under broen, oplyser politiet.

Butterfield blev efter ulykken sigtet for at være påvirket, at han undlod at stoppe for en skolebus og at han kørte over for rødt lys.

Skaderne betød at han ikke måtte i fængsel, og han kan se frem til at møde i retten på et senere tidspunkt.