En 65-årig amerikansk mand dømt for voldtægt og drab på en tidligere nabo er tirsdag blevet henrettet i den amerikanske delstat Florida.

65-årige Norman Grim modtog en dødelig indsprøjtning i Florida State Prison i byen Raiford, oplyser Florida Department of Corrections, der har ansvaret for fængsler og indsatte i delstaten.

Grim blev for 25 år siden idømt dødsstraf, efter at han var fundet skyldig i voldtægt og drab på den 41-årige advokat Cynthia Campbell i 1998.

Norman Grim og Cynthia Campbell var naboer.

Campbell blev meldt savnet i juli 1998. Hendes forslåede lig blev senere fundet af en fisker nær en bro i vandet ud for byen Pensacola, beretter det amerikanske medie CNN.

Under retssagen fremlagde anklageren en obduktionsrapport, der viste, at kvinden var blevet stukket syv gange i hjertet med en kniv.

Dna-beviser var ifølge CNN med til at knytte Norman Grim til drabet.

Forud for henrettelsen, der skete klokken 18.14 lokal tid - 23.14 dansk tid - havde Grim valgt at droppe en ankesag.

I 2025 er der foreløbig blevet henrettet 41 personer i USA, hvilket er det største antal siden 2012. Dengang blev 43 henrettet.

Florida har foreløbig udført 15 henrettelser i 2025. Det er dermed den delstat, der har foretaget flest henrettelser. Alabama og Texas har hver udført fem.

I november er der planer om yderligere to henrettelser i Florida, skriver CNN.

34 af henrettelserne er sket ved indsprøjtning, to ved skydning og fem ved brug af nitrogen.

Muligheden for at idømme fanger dødsstraf er blevet fjernet i 23 ud af 50 amerikanske delstater. De tre delstater Californien, Oregon og Pennsylvania har midlertidigt suspenderet muligheden for dødsstraf.

USA's præsident, Donald Trump, er fortaler for dødsstraf. Da han i januar blev indsat i Det Hvide Hus, sagde han, at den bør bruges som straf mod de mest afskyelige forbrydelser.

/ritzau/AFP