Få måneder efter nazisternes invasion af Holland i maj 1940 oplevede den nyslåede modstandskvinde Truus Oversteegen noget så grusomt, at det ændrede hendes liv.

Hun så en tysk soldat begå en horribel krigsforbrydelse. Han samlede en baby op og svingede den ind i en mur, indtil den var livløs.

»Babyens far og søster stod og så på. De var fuldstændigt hysteriske. Barnet var dødt,« huskede dengang 17-årige Truus Oversteegen.

Hun reagerede instinktivt ved at gribe sin pistol, hæve den resolut og skyde den tyske soldat, skriver New York Post.

»Det var ikke som sådan en opgave. Men jeg fortryder det ikke. Vi havde at gøre med kræftsvulst i vores samfund, som vi måtte skære væk som en kirurg,« sagde Truus Oversteegen ifølge New York Post.

Nedskydningen blev begyndelsen på en krigsindsats, hvor Truus, hendes søster Freddie og deres veninde Hannie Schaft gik særdeles hårdhændet til værks og var med til at likvidere flere nazister.

En indsats, som forfatterinden Sophie Poldermands netop har skrevet en bog om med titlen 'Seducing and Killing Nazis'.

Langt de fleste kvinder i den hollandske modstandsbevægelse fungerede nemlig som spioner eller i andre funktioner, som holdt dem væk fra direkte voldelige konfrontationer.

Men Hannie Schaft og Freddie og Truus Oversteegen specialiserede sig ganske enkelt i at likvidere tyske soldater og hollandske nazister.

'Disse kvinder så aldrig sig selv som heltinder. De var ekstremt dedikerede og troede inderligt på, at de ikke havde andet valg end at gøre modstand. De fortrød aldrig, hvad de havde gjort i løbet af krigen,' skriver forfatter Sophie Poldermans i bogen.

De tre kvinder havde en helt specifik fremgangsmåde, når de arbejdede.

De iklædte sig pænt tøj, læbestift og tog ud i byen, hvor de flirtede med tyske soldater og hollændere, der havde valgt at samarbejde med besættelsesmagten.

Hvis de fik en på krogen, lokkede de dem ud i en nærliggende skov for at gå en romantisk aftentur.

I mange tilfælde ventede kvindernes mandlige kollegaer i modstandsbevægelsen, som så hoppede frem fra deres skjul og skød soldater eller kollaboratører ned.

Til tider likviderede kvinderne selv deres ofre.

Det foregik som oftest ved, at de blev skudt ned bagfra, fordi de tre kvinder var enige om, at det var en mere nådig måde at dø på.

Deres ofre opdagede simpelthen aldrig, at de var på en dødstur, der skulle ende med deres likvidering.

Men det var ikke let for kvinderne. Truus fortæller eksempelvis, at hun engang besvimede efter en likvidering, og at hun til tider græd, efter de havde skudt et offer.

Som krigen skred frem, blev de nazistiske besættelsestropper mere og mere desperate efter at få fat i kvinderne.

Det var i den forbindelse, at Oversteegen-søstrenes veninde og samarbejdspartner Hannie Schaft fik etableret sig som en legende i en sådan grad, at hun i dag har 15 gader i Holland opkaldt efter sig.

Hun blev nemlig et af de mest eftersøgte modstandsfolk i Holland, og selvom det lykkedes hende at undvige nazisterne – blandt andet ved at farve sit røde hår mørkt – endte hun med at blive fanget i marts 1945.

Hun blev torteret, smidt i en celle, og 18 dage før, Holland blev befriet, blev hun ført ud af sin celle og stillet op mod en væg.

Ifølge flere politirapporter og øjenvidneberetninger røg den første kugle, der blev affyret mod Hannie Schaft, forbi målet.

Det fik hende til at stirre på sine banemænd og sige:

»Idioter. Jeg skyder bedre end jer.«

Herefter blev hun henrettet i en byge af kugler.

De to Oversteegen-søstre levede et langt liv.

Truus døde i 2016 som 92-årig. Freddie døde i 2018. Alle tre blev hædret med forskellige ordener for deres indsats under krigen.