Joe græder, Joe griner, og Joe er vred.
Selvom Barack Obamas vicepræsident, Joe Biden, endnu ikke officielt stiller op til præsidentvalget i 2020, så fører han i meningsmålingerne allerede klart - foran både Bernie Sanders og Bete O'Rourke.
Og en stor del af forklaringen ligger i den 76-årige Joe Bidens image som den flinke fyr, alle kan snakke med.
»Joe har erfaringen. Joe har overblikket. Han er ikke bange for at vise sine følelser. Og vigtigst af alt har Joe venner på begge sider af det politiske skel. Du kan ikke finde en politiker i Washington D.C., der ikke kan lide Joe Biden. Det er faktisk umuligt ikke at kunne lide Joe.«
Sådan sagde Joe Bidens forhenværende boss og nuværende ven, Brack Obama, i 2015 i et interview med bladet People Magazine.
Og journalist og politisk iagttager Stephen Henderson fra Detroit Free Press og radiostationen NPR kunne ikke være mere enig.
»Sammen med Bernie Sanders er Joe Biden måske den eneste demokratiske kandidat, der har en realistisk chance for at genvinde en stor del af Trumps mere moderate vælgere. Hans politik er progressiv, men velovervejet. Og så er Joe Biden én af de politikere i Washington, de fleste kan identificere sig med,« siger Henderson.
Og som bevis på denne vovede påstand har USA's nuværende præsident, Donald Trump, aldrig sagt et decideret ondt ord om Joe Biden.
Trump har ved flere lejligheder garanteret, at han med lethed kan besejre den 76-årige politiker i en mulig valgkamp. Men i modsætning til mange andre af Trumps politiske modstandere har Joe Biden aldrig fået et øgenavn, der hænger ved.
For en kort bemærkning var det 'Crazy Joe Biden'. Men dén titel gik til Bernie Sanders, der nu er 'Crazy Bernie'.
Før han i 2009 blev Barack Obamas vicepræsident, var Joe Biden i hele 36 år senator for staten Delaware. Og selvom Biden i dag kæmper for progressive tiltag som sygesikring til alle, LBTGQ-rettigheder og højere beskatning af USA's rigeste, så er han også en populær mand hos ældre og mere midtsøgende vælgere.
Joe Biden er dét, amerikanerne kalder 'relatable' - han er sådan én, alle godt vil drikke en kop kaffe sammen med.
Barack Obama sammenlignede engang Bidens udseende med den klassiske skuespiller James Stewart. Og selvom han i dag hører til blandt USA's rigeste, så har Joe Biden også oplevet den slags modgang, der i vælgernes øjne giver både balast og sympati.
Ved en trafikulykke i 1972 mistede Biden således både sin første kone, Neilia, og deres ét-årige datter Naomi. Og i 2015 døde Bidens ældste søn, Beau Biden, af den den samme form for hjernekræft, der sidste år kostede kollegaen John McCain livet.
Og i begge tilfælde var Joe Bidens reaktion beundrelsesværdig.
Efter trafikulykken i 1972 pendlede Biden således hver dag fra og til arbejdet - fra Delaware til Washington, så børnene ikke var tvunget til at flytte.
Og både før og efter Beau Bidens død i 2015 har faderen været aktiv i kampen imod kræft.
Ifølge avisen Wall Street Journal har Joe Biden allerede fortalt sine politiske græsrødder, at han stiller op til valget i 2020. Og ved et vælgermøde i sidste uge sagde han 'Jeg har de mest progressive resultater blandt alle dem, som stiller op ved valget.'
Salen jublede og råbte 'Run Joe Run'. Men selvom det var for sent, rettede Joe Biden sig selv.
»Jeg mente selvfølgelig 'af alle dem, som kunne TÆNKES at stille op'.
Og det er ikke første gang, at Joe Biden siger noget, han hurtigt fortryder.
Som vicepræsident var Joe Biden ligefrem kendt for sine såkaldte 'gaffs'.
Ved et vælgermøde i 2008 i Missouri bad han således den lokale senator Chuck Graham, der sidder i kørestol, om at 'rejse sig op'.
Men selv overtalelserne kan komme Biden til fordel, siger Stephen Henderson.
»Hvem er ikke kommet til at sige noget fjolllet, som vi lynhurtigt fortryder. Og Biden er altid den første til at indrømme sine fejl. Allerede her har han en stor fordel i forhold til Trump, der aldrig indrømmer sine egne fejl,« siger Henderson.
ANDRE DEMOKRATISKE TOPKANDIDATER:
Bernie Sanders
Bete O'Rourke
Kamala Harris
Elizabeth Warren
Julián Castro