Fremover skal sex uden samtykke kunne straffes på linje med voldtægt og andre seksuelle overgreb i Italien.

Det mener et flertal i underhuset i det italienske parlament, skriver nyhedsbureauet AFP.

Underhuset har onsdag stemt for en ændring af voldtægtslovgivningen, som dog først vedtages, når den er stemt igennem Senatet - parlamentets overhus.

Senatet ventes ligesom underhuset at stemme for skærpelsen.

Premierminister Giorgia Melonis parti, Italiens Brødre, stemte ret opsigtsvækkende sammen med oppositionsleder Elly Schleins parti, Det Demokratiske Parti, for at gøre sex uden samtykke strafbart.

Hidtil har voldtægt ifølge italiensk lovgivning indebåret vold eller fysisk tvang.

Ifølge støtter af lovændringen vil den gøre det lettere at anmelde sager om seksuelle overgreb og efterfølgende føre sagerne for retten.

Støtterne peger på, at det ikke længere vil være nødvendigt for ofre at fremvise fysiske skader som bevis på, at der er sket et overgreb.

Lovændringen får ikke betydning for strafferammen i sager om voldtægt. Voldtægt straffes med mellem seks og 12 års fængsel, og sådan vil det også være, når ændringen er trådt i kraft.

I sager om seksuelle overgreb er fokus i det italienske retsvæsen i dag på, hvorvidt offeret har gjort tilstrækkeligt for at forsvare sig selv.

Med ændringen vil fokus i stedet blive rettet mod den formodede gerningsmands handlinger, skriver AFP.

Der har været flere opsigtsvækkende sager om voldtægt i Italien de seneste år.

I en af de seneste sager frifandt en appeldomstol i Ancona en 25-årig mand, som tidligere var blevet dømt for at voldtage en 17-årig pige i en bil.

Voldtægten blev begået, mens pigen var alene med manden, efter at to andre personer var steget ud af bilen.

Ifølge appeldomstolen i Ancona kunne manden ikke dømmes for voldtægt, fordi pigen ikke var jomfru og derfor skulle have forudset, at hun risikerede at blive udsat for voldtægt.

Det danske Folketing gjorde for flere år siden sex uden samtykke strafbart.

Siden 2021 er sex uden samtykke i Danmark blevet anset for at være voldtægt, også selv om der ikke har været vold eller fysisk tvang indblandet.

/ritzau/