Et flertal i EU-Parlamentet stemte tirsdag ja til at stramme kontrollen med landbrugsprodukter i handelsaftalen med de såkaldte Mercosur-lande.
Dermed tager EU formelt endnu et skridt fremad mod at indgå aftalen med Argentina, Brasilien, Paraguay og Uruguay.
Kravet om at stramme kontrollen kan måske imødekomme nogle af bekymringerne fra kritikere af aftalen.
Og det er nødvendigt.
Afstemningen i EU-Parlamentet kommer, efter at Frankrig søndag bad om at få udskudt den afgørende afstemning om den samlede handelsaftale i denne uge.
Bliver afstemningen udskudt, så risikerer aftalen ifølge flere EU-diplomater at falde efter 25 års forhandlinger.
De sydamerikanske lande er nemlig ved at miste tålmodigheden med EU. Her har store landbrugslande som Frankrig og Polen krævet stadig mere omfattende beskyttelse af deres landbrug.
Det danske EU-formandskab holder indtil videre fast i, at man vil gennemføre afstemningen i denne uge.
Spørgsmålet er, om det vil lykkes.
Italien er begyndt at bakke op om det franske ønske om en udskydelse.
Dermed er det usikkert, om det lykkes at gennemføre afstemningen som planlagt.
Irlands minister for europæiske anliggender og forsvar, Thomas Byrne, tror ikke, at afstemningen vil blive gennemført i denne uge.
Det siger han på vej ind til mødet for EU-landenes europaministre tirsdag i Bruxelles:
- På dette tidspunkt forventer jeg, at det vil blive udskudt til januar. Der er nogle lande, der har bekymringer, og den irske regering har også nogle bekymringer.
- Lad os se, hvad der sker, men det er forventning, at der ikke kommer en afstemning om Mercosur-aftalen i denne uge, siger Thomas Byrne.
EU's præsident, António Costa, og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, skal ellers flyve til Brasilien lørdag for at underskrive aftalen.
Det kræver dog, at EU-landene først godkender den samlede aftale i denne uge.
For at imødekomme bekymringerne, har EU-Kommissionen tilføjet en mekanisme, der gør det muligt at suspendere Mercosur-landenes særlige adgang for visse landbrugsprodukter.
Det er eksempelvis oksekød, fjerkræ og sukker.
Ifølge EU-Kommissionen skulle mekanismen aktiveres, hvis importmængderne steg med mere end ti procent om året. Eller hvis priserne faldt med det samme beløb i et eller flere EU-medlemsstater.
EU-Parlamentet stemte tirsdag for en lavere udløsningsgrænse.
Den skal ifølge flertallet ligge på fem procent sammenlignet med et treårigt gennemsnit.
Samtidig vil EU-Parlamentets flertal have, at beskyttelsesforanstaltningerne skal kunne indføres hurtigere.
Og at de skal træde i kraft, hvis produkterne fra Mercosur-landene ikke overholder EU's produktionsstandarder.
Onsdag ventes EU-Parlamentet at forhandle om ændringerne med EU-landene.
Dansk Industri håber, at EU-Parlamentets vedtagelse af skærpede krav vil imødegå modstanden fra især de franske bønder, så aftalen kan komme på plads.
- Det vil være rigtig gode nyheder for dansk eksport og dermed for dansk økonomi og beskæftigelse, siger Peter Thagensen, der er chef for geopolitik i Dansk Industri.
/ritzau/
