Det undersøiske kabel mellem Finland og Tyskland, der mandag blev fundet ødelagt er ikke det eneste, som pludselig er blevet kappet.
Ifølge Dagbladet er endnu et undersøisk kabel revet over.
Endnu en gang er der sket mystiske ting på havets bund.
»Kablet blev klippet over søndag morgen, omkring klokken 10. Systemerne viste straks, at forbindelsen var brudt. Yderligere efterforskning blev iværksat, og det viser sig, at det er blevet ødelagt,« siger Telias teknologichef Andrius Šemeškevičius ifølge Dagbladet til litauiske LRT.
Der er tale om et undersøisk internetkabel, der løber fra Litauen til Sverige.
Det kappede kabel var ikke nok til at dræbe internetforbindelsen mellem de to lande, men det var nok til at båndbredden blev svækket.
Natten til mandag blev kablet C-Lion 1 mellem Tyskland og Finland også ødelagt.
Ifølge Tapio Franttim, der er professor i cybersikkerhed ved Jyväskylä Universitet, er kablet sandsynligvis revet over med vilje.