Flere store dramaer ved svensk valg – komiker smidt ud af valgfest
Liberalernas valgfest blev en kort fornøjelse for den svenske komiker og tv-vært Messiah Hallberg, efter at han gjorde grin med partiet på direkte tv.

Liberalernas valgfest blev en kort fornøjelse for den svenske komiker og tv-vært Messiah Hallberg, efter at han gjorde grin med partiet på direkte tv.

Det var ikke kun det tætte valg, der gav drama under Sveriges hæsblæsende valgaften.
Den svenske komiker Messiah Hallberg blev ifølge ham selv smidt ud fra Liberalernas valgaften, kort efter at han havde gjort grin med partiet i en direkte udsendelse på SVT.
Hallberg, der er vært på satireprogrammet Svenska nyheter, var på valgaftenen sammen med en kollega for at optage materiale til programmet.
Midt under SVT’s liveudsendelse blev han spurgt, hvordan Liberalerna skal få flere unge til at stemme på dem. Svaret var ikke ligefrem en hjælpende hånd til partiet:
»Jeg ved det ikke. Jeg tror, at Liberalerna skal være glade for, at de overhovedet har fået nogen til at gå hen og stemme i år,« svarede komikeren ifølge Aftonbladet.
Kort efter skulle Hallberg og kollegaen være blevet bedt om at forlade festen.
På Instagram delte han et billede fra udsendelsen med teksten:
»Sekunderne før Liberalernas presseafdeling smed os ud.«

Til Aftonbladet kaldte han efterfølgende udsmidningen for en »mere illiberal indstilling« fra det liberale partis side.
Mandag morgen fortsatte drillerierne med, at satirikeren delte et skærmbillede af en artikel om episoden og skrev:
»Sjovt, at folk troede, jeg ville ende med at blive politiker efter de her svar.«
Og fortsatte:
»Gud, nu har jeg virkelig talt nok med almindelige mennesker i den her uge.«
Hvem de »almindelige mennesker« er, melder opslaget ikke noget om.
Hallbergs stunt udspillede sig på en valgaften, der i forvejen havde rigeligt med drama.
Sverigedemokraternes parlamentsmedlem Josef Fransson kom med et bizart politikerudbrud på X efter partiets tilbagegang.
Her langer han ud efter vælgerne:
»Tillykke, alle mentalt handicappede småpartivælgere! Fedt!«
Det største drama er og bliver dog selve valgresultatet.
SVT og Tv4s exitpolls viste lige efter valgstederne var lukket ifølge DR, at den rød-grønne blok stod til at vinde et flertal. Sådan gik det dog ikke.
Med 94 procent af stemmerne talt op står den rød-grønne side til 176 mandater mod den blå-gule sides 173. Et yderst snævert flertal, der fortsat kan rykkes ved eksempelvis brevstemmer de kommende dage.
Mandatfordelingen er så tæt, at det kan blive svært at danne en regering – særligt fordi de to yderfløjspartier Sverigedemokraterna og Vänsterpartiet kræver ministerposter for at bakke op om en ny regering. Det skriver Berlingske.
Det betyder formentligt, at der venter lange og svære forhandlinger om kompromisser mellem både partier og blokke, før en regering kan dannes – præcis som vi så i Danmark.
Det er selvfølgelig medmindre de går til Kalle Ankapartiet – Sveriges svar på Anders And – som faktisk står på Valmyndighedens liste over anmeldte partier.