To personer har mistet livet, og otte er hårdt såret efter et skyderi lørdag på Brown University i den amerikanske delstat Rhode Island.
Det oplyser borgmesteren i byen Providence, Brett Smiley, på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Jeg kan bekræfte, at der er to personer, som er afgået ved døden her til eftermiddag, og yderligere otte er i kritisk tilstand.
- Vi har på nuværende tidspunkt ikke en gerningsmand i vores varetægt, siger Brett Smiley.
Der var tidligere lørdag eftermiddag lokal tid meldinger om en bevæbnet person på Brown University. Ifølge universitetet blev der slået alarm klokken 16.22 lokal tid.
Folk blev opfordret til at blive, hvor de var, eller søge i sikkerhed, hvis det var muligt.
Studerende blev af universitetet bedt om at låse døre, sætte telefoner på lydløs og holde sig skjult.
Først var meldingen, at en mistænkt gerningsmand var i politiets varetægt, men senere lød det, at gerningsmanden fortsat var på fri fod, skriver nyhedsbureauet AP.
Brown University oplyser på hjemmesiden, at de otte sårede er i kritisk, men stabil tilstand.
- Vi ved, at der lige nu er stor frygt, bekymring og usikkerhed i lokalsamfundet.
- Politiet arbejder aktivt på at identificere ofrene, og hospitalspersonalet arbejder også på at identificere de personer, der er blevet bragt til hospitalet, lyder det i den seneste opdatering på universitetets hjemmeside.
Politi, akutlæger og redningspersonale er til stede på universitetsområdet, skriver nyhedsbureauet AFP.
Universitetet ligger syd for Boston og har omkring 11.000 studerende.
Lørdag er anden dag af eksamenerne på universitetet i efterårssemesteret, skriver AP. Universitetet skriver, at der var planlagt eksamener mellem klokken 14.00 og 17.00 lokal tid.
Brown University er en del af Ivy League, som er en gruppe af prestigefyldte universiteter i det nordøstlige USA, der blandt andet tæller Harvard, Yale og Columbia.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, skriver på sit sociale medie Truth Social, at han er blevet orienteret om skyderiet på universitetet.
/ritzau/
