Brugere på det sociale medie X går i øjeblikket til angreb på techgiganten 'Apple'.
Det sker, efter flere opslag er gået viralt, hvor det hævdes, at Apples 'Maps'-funktion har slettet næsten samtlige bynavne i det sydlige Libanon.
Det har DR blandt andet beskrevet.
I et af de virale opslag, der i skrivende stund er set af fire millioner brugere, bliver det hævdet, at Apple har slettet næsten enhver by i det sydlige Libanon fra deres kort, mens hver eneste by i Israel og Syrien, der ligger rundt om, fortsat fremgår.
I et andet opslag, der er set af mere end 12 millioner, kobles de manglende bynavne på kortet med den nuværende krig i Mellemøsten, hvor det hævdes, at Apple ved at fjerne dem hjælper Israel med at retfærdiggøre besættelsen.
Afsenderen er såkaldt 'uafhængig journalist' og har tilsyneladende 140.000 følgere på platformen.

Der findes dog ikke 'før og efter'-billeder i opslagene, hvorfor det er uvist, om bynavnene nogensinde har fremgået i appen.
Samtidig peger flere forhold ifølge DR på, at Apple Maps længe har haft begrænset funktionalitet i Libanon. I en Apple-supporttråd fra 2019 skrev en bruger blandt andet, at korttjenesten ikke kunne give rutevejledning i landet.
Det samme gælder i øvrigt for lande som Belize, Jordan og Tibet, der også mangler dækning i Apple Maps.
Det har ikke været muligt for B.T. at bekræfte, om Apple har fjernet bynavnene.

