Ni personer har siden april mistet sit liv på grund af bjørne i Japan.
Bjørnene befinder sig nemlig ikke længere kun i skovene i landet. De har fundet vej til tætbefolkede områder, og det har fået myndighederne til at komme med en klar melding.
Det skriver The Guardian.
På næsten daglig basis skaber bjørne overskrifter i Japan. I sidste uge blev en løber og en vandrer angrebet i bebyggede områder i Akita-præfekturet, mens en anden bjørn forsøgte at angribe fire personer, før den gemte sig i et hus.
Ingen af ofrene er kommet alvorligt til skade.
Men nu kommer myndighederne altså med rådgivning om, hvordan man undgår at ende med at stå foran en bjørn.
Man skal undgå øjenkontakt, pludselige bevægelser og langsomt trække sig væk uden at vende ryggen til det firebenede dyr. Man skal altså ikke sætte i løb.
Hvis en bjørn angriber, skal man lægge sig med ansigtet nedad og bruge sine hænder til at beskytte hoved og hals.
Mediet skriver videre, at der forventes at være omtrent 44.000 asiatiske sortbjørne i Japan og 12.000 større ussuri-brunbjørne.
De mange bjørne, der bevæger sig mod byerne, menes at være på grund af et fald i høsten af bøgefrø og agern.
Hertil oplever landet også varmere vintre, hvilket får bjørnene til at gå i hi senere, end de tidligere har gjort.
