Den spændte situation omkring Ukraine får Norge til at fraråde alle rejser til Ukraine, og nordmænd i landet opfordres til at rejse ud.

Det fremgår af en opdateret rejsevejledning fra det norske udenrigsministerium fredag aften.

Rusland har ifølge USA opmarcheret op mod 130.000 soldater langs grænsen til Ukraine og i Hviderusland.

I meldingen fra Norge opfordres nordmænd, der befinder sig i Rusland, til at holde sig 250 kilometer væk fra den ukrainske grænse. Samtidig frarådes alle rejser til Hviderusland med undtagelse af hovedstaden Minsk.

Den britiske regering oplyser, at den fraråder rejser til Ukraine og opfordrer borgere i landet til at rejse. Samtidig trækker man flere ansatte på ambassaden i Kijev hjem ifølge Reuters.

Også Letland er blandt de lande, der reagerer på denne vis.

Holland rådede tidligere på eftermiddagen sine borgere til at forlade Ukraine så hurtigt som muligt. Det oplyste Hollands ambassadør i Ukraine Jennes de Mol ifølge radiostationen BNR.

Der er ikke tale om en ordre til landets borgere, men en opfordring. Det rapporterede radiostationens korrespondent i Kijev.

Samtidig er der i det vestlige Ukraine i byen Lviv blevet indrettet et diplomatisk kontor, hvor hollandske borgere kan henvende sig.

Torsdag aften bad USA's udenrigsministerium dets statsborgere i Ukraine om at forlade landet med det samme. Der blev henvist til "øgede trusler om en russisk militæraktion" mod Ukraine.

I et interview med NBC News gentog præsident Joe Biden opfordringen. Han sagde samtidig, at han ikke vil sende soldater ind for at redde amerikanere, hvis det kommer til en militær konflikt mellem Ukraine og Rusland.

- Tingene kan hurtigt gå amok i Ukraine, advarede han ifølge Reuters.

Også den hollandske ambassadør har mindet medborgere i Ukraine om, at de ikke kan forvente at få hjælp fra regeringen i Haag til at komme ude af landet, hvis en militær konflikt først er i gang.

Biden indkaldte i eftermiddag til et møde blandt Nato-partnere. Mødet gik i gang klokken 17 dansk tid. Her skulle de diskutere Ruslands forsatte militære opbygning ved grænsen til Ukraine. Det oplyste Det Hvide Hus.

I det digitale møde med Biden deltog lederne fra Canada, EU, Frankrig, Tyskland, Italien, Polen, Rumænien, Storbritannien og Nato.