En af de mest magtfulde mennesker i verden er den russiske præsident, Vladimir Putin. Han styrer verdens største land og en snart fem år lang krig i nabolandet Ukraine.

Men hvem er personerne, der hvisker Putin i øret? Nogle af dem eksisterer i det officielle hierarki i Kreml. Andre bevæger sig mere i skyggerne.

Kigger man helt officielt på, hvem der internt i Rusland er nære med Vladimir Putin, kommer en række navne hurtigt frem.

De tæller blandt andre Alexandr Bortnikov, Nicolai Patrusjev og Valerij Gerasimov.

De har enorm magt, da de officielt er med til at give den russiske præsident informationer om hjemlandet, krigen i Ukraine, fremmede magters ageren og meget andet.

Valerij Gerasimov er øverstkommanderende for Ruslands væbnede styrker.

Vladimir Putin til et møde, hvor chefen for Ruslands væbnede styrker, Valerij Gerasimov (th), også deltog. Netop Gerasimov er en mangeårig nært betroet af Putin. Mikhail Metzel/Reuters/Ritzau Scanpix

Han har været helt i toppen af den russiske krigsmaskine i Ukraine i en årrække og har været en definerende faktor for Ruslands forsvar i år forinden.

Man ser ofte billeder af Gerasimov sammen med Putin, når en ny fregat skal inspiceres eller krigen i Ukraine skal diskuteres.

Nicolai Patrusjev er ofte blevet nævnt som en mulig aftager for Putin, som han er assistent for, og er en meget højtstående figur og høg i toppen af Kreml. Han bestred tidligere posten som chef for det russiske sikkerhedsråd i en årrække.

Alexandr Bortnikov bærer titlen af chef for FSB (tidligere KGB) og har derfor samme baggrund som Putin. Han er ansvarlig for at bringe informationer om national sikkerhed til Putins bord.

Vladimir Putin (tv) med FSB-chef Alexandr Bortnikov. Gavriil Grigorov/AFP/Ritzau Scanpix

»Det er interessant at prøve at finde ud af, hvem Putin lytter til. Der er de personer, han lytter til, fordi det er deres job at tale med ham: hans efterretningschefer, hans premierminister, sekretæren for Sikkerhedsrådet,« fortæller den britiske Rusland-, Kreml- og Putin-ekspert Mark Galeotti i et interview med B.T.

Han har i årevis studeret Putin og de inderste kroge af Kreml og det russiske magtapparat og anses for at være blandt verdens førende eksperter på området.

De officielle kanaler internt i Kreml er ifølge Mark Galeotti helt åbenlyst interessante at studere.

Men det er de knap så officielle folk, som har Putins øre, også, slår han fast.

»Vi ved også, at de vigtigste personer i Putins kreds på mange måder ikke er embedsmændene; det er hans venner,« siger han.

Og hvem er de så?

Mark Galeotti peger blandt andet på de to Rotenberg-brødre.

De er Arkady og Boris Rotenberg. Og specielt førstnævnte har et nært og mangeårigt forhold til den russiske præsident.

Vladimir Putin med sin mangeårige ven Arkady Rotenberg. Alexander Nemenov/AFP/Ritzau Scanpix

Som andre nær Putin har han en fortid med den russiske præsident fra tiden i Skt. Petersborg.

Arkady Rotenberg og bror Boris har aldrig været i nærheden af det officielle magtapparat, men i stedet driver de virksomheder i blandt andet konstruktion, hvor de har nydt og stadig nyder godt af deres nære venskab til Putin.

En anden person, Mark Galeotti peger på, som en afgørende figur nær Putin, er Gennady Timtjenko.

Også hans forbindelse til Putin går tilbage topdagene i Skt. Petersborg.

Gennady Timsjenko, russisk milliardær og god ven af Vladimir Putin. Olga Maltseva/AFP/Ritzau Scanpix

Han har hovedsageligt bevæget sig i private firmaer omkring olie og kemi. Men hans venskab med den russiske præsident er bundet op på, at han har hjulpet Putin med transaktioner internt i Rusland - og i forsvarssektoren.

»Det er folk, som, fordi de er hans venner, ikke har ulejliget sig med at blive embedsmænd,« forklarer Mark Galeotti.

Og hvorfor har de personer så ikke en interesse i officielle poster, der kan give dem magt?

Det har den britiske ekspert også et bud på:

»Hvis Putin er din kammerat, hvorfor så ikke bare blive uanstændigt rig i stedet for at tage et job i regeringen?«

»Det er folk, der takket være Putins protektion er blevet milliardærer.«