I fem dage har irske aktivister blokeret Irlands eneste raffinaderi som en protest mod de stigende benzinpriser i landet.
Det har medført, at 600 af landets 1.600 tankstationerne nu er løbet tør for benzin, skriver mediet RTE.
Og tallet kan meget vel ende med at stige voldsomt de kommende dage, hvis blokaden fortsætter, advarer Kevin McPartlan, direktør for brancheorganisationen Fuels for Ireland, der varetager brændstofindustriens interesser i landet.
Allerede senere i dag lørdag kan det være op mod to tredjedele af landet tankstationer, der løber tør, siger han.
Og på mandag kan det være samtlige stationer, der er uden benzin, tilføjer han.
Han opfordrer derfor irerne til ikke at køre ud for at tanke, hvis de kan klare sig uden.
»Jeg forstår, at folk er bekymrede for brændstofforsyningen, men hvis I ikke har brug for brændstof lige nu, så hold bare en pause. Det skal nok gå om et par dage, bare giv os en chance for at komme os igen,« siger han til RTE.
Han understreger, at Irland stadig har masser af benzinreserver, men at det er adgangen til tankstationerne, der lige nu er begrænsede.
»Hvis politiet kan sikre disse ruter ind og ud af tankstationerne, som vi håber, de vil gøre i dag, burde vi kunne begynde at genoprette normal service,« siger han.

