De er ikke smittet med coronavirus.
Men ellers ved lægerne ikke meget om, hvad det er, de fejler.
Det er nemlig lidt af et mysterium, hvad det er for en sygdom flere hundrede mennesker i den indiske by Eluru i delstaten Andhra Pradesh er blevet ramt af.
Sidste weekend blev i alt 505 personer indlagt med den indtil videre ukendte sygdom, skriver CNN.

De har kvalme, kaster op, og nogle af dem bliver bevidstløse.
En af de syge er død.
Et stort hold forskere er i gang med at undersøge sagen, og nu siger sundhedsmyndighederne i området, at der er fundet bly og nikkel i blodet på flere af patienterne.
Men det gør bare mysteriet endnu større.

Der er nemlig ikke fundet spor af metaller i drikkevandet i Eluru.
»Vi har udelukket vandforurening og forurenet luft, efter at eksperter har besøgt de steder, de syge kom fra. Det er en mystisk sygdom, som kun de kommende laboratorieprøver kan give et svar på årsagen til,« siger Indiens sundhedsminister, Alla Kali Krishna Srinivas.
Omkring 300 af de syge er nu blevet udskrevet fra hospitalet igen.
Den mystiske sygdom rammer delstaten på et tidspunkt, hvor coronasmittetallet er tårnhøjt. Indien har det næsthøjeste antall smittede i verden, og netop Andhra Pradesh er hårdt ramt.


