Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at stille skyldige til regnskab, siger leder af svensk politi.

Svensk politi har afhentet flere personer for at afhøre dem i forbindelse med skuddrabet på en 12-årig pige tidligt søndag morgen.

Det skete på en benzintank i Botkyrka sydvest for Stockholm.

Det er en forbrydelse, som chokerer det meste af Sverige.

- Vi vil efterforske det og gøre alt i vores magt for at stille de personer, der stod bag denne forfærdelige handling, til regnskab, siger chefen for det svenske rigspoliti, Anders Thornberg.

Politiet siger, det har sikret sig flere spor på gerningsstedet.

Alarmopkaldet kom klokken 03.27. Der var hørt skudlignende lyde ved benzintanken i byområdet Botkyrka.

- Vi blev kaldt til stedet og fandt en 12-årig pige, som var så hårdt såret af skudsår, at hun senere døde af sine skader, siger Caroline Paasikivi, der er politiets områdechef i Stockholm.

Pigen blev erklæret død på hospitalet klokken 10 søndag formiddag.

Politiet er i gang med at gennemgå billeder fra videoovervågning på stedet og afhøre vidner.

- Lige nu er der ingen tilbageholdte, som er mistænkt, men flere er hentet til forhør, og det er personer, som vi af gode grunde tror, kan bidrage til opklaringen, siger Paasikivi.

Det er uklart, hvad den 12-årige pige foretog sig på en tankstation så sent om natten.

Unavngivne kilder siger til avisen Aftonbladet, at pigen blev ramt, da en bil kørte forbi stedet, og der blev affyret skud fra bilen.

Ifølge Expressens oplysninger var pigen ikke mål for skyderiet.

Politiet siger, det ikke kan bekræfte nogen af oplysningerne, men appellerer til vidner om at træde frem.

Indenrigsminister Mikael Damberg siger, han er forfærdet over forbrydelsen.

- Jeg er klar over, at ingen ord er tilstrækkelige for den, som har mistet et barn på denne forfærdelige måde.

/ritzau/TT