Adskillige er blevet såret, efter at fodgængere er blevet påkørt af et køretøj i det nordlige Israel torsdag.

Det siger de israelske myndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ifølge politiet er der muligvis tale om et terrorangreb.

Mindst syv personer er ifølge læger på stedet blevet såret, skriver AFP.

En meldes at være i kritisk tilstand.

- Der er mistanke om, at dette er et terrorangreb. Politistyrker opsnappede et mistænkeligt køretøj og pågreb en, der mistænkes for at være ansvarlig for påkørslen, siger politiet ifølge AFP.

Påkørslen er sket syd for byen Haifa.

Ifølge det israelske medie Haaretz er hændelsen sket ved en busstation.

Avisen Times of Israel skriver, at ti skulle være såret, og at der er tale om en påkørsel, samt at der er blevet stukket med kniv.

Ifølge Times of Isreal siger en talsmand for politiet således til tv-stationen Channel 12:

- Terroristen er i politiets hænder. Han er blevet neutraliseret.

Han forklarer, at en bil accelererede og ramte en gruppe mennesker ved et lyskryds for så at køre ind i et busstoppested, skriver avisen.

/ritzau/