Flere end 500 mennesker er blevet dræbt under militærstyrets brutale offensiv mod demonstranter i Myanmar siden et kup i landet 1. februar.
Det oplyser overvågningsgruppen Assistance Association for Political Prisoners (AAPP), som er grundlagt af tidligere politiske fanger i eksil, tirsdag.
Siden kuppet, hvor militæret tog magten fra den demokratisk valgte leder Aung San Suu Kyi, er de daglige protester fra ubevæbnede demonstranter over hele Myanmar blevet mødt af tåregas, gummikugler og skarpe skud.
AAPP oplyser, at gruppen har bekræftet 510 dødsfald blandt civile siden 1. februar og advarer samtidig om, at det reelle dødstal sandsynligvis er langt højere.
USA har suspenderet en handels- og investeringsaftale med Myanmar, indtil den demokratisk valgte regering bliver genindsat i det sydøstasiatiske land.
Imens har FN på det kraftigste fordømt det myanmarske militærstyre, efter at flere end 100 personer, heriblandt flere børn, blev dræbt lørdag.
FN's generalsekretær, António Guterres, siger, at drab på civile samt børn og unge er uacceptabelt.
I kølvandet på weekendens blodsudgydelser gik forsvarschefer fra et dusin lande - heriblandt Danmark, USA, Storbritannien, Japan og Sydkorea - sammen om at fordømme volden. Det skete i en sjælden fælles udtalelse.
- Et professionelt militær følger internationale standarder for adfærd og er ansvarlig for at beskytte - ikke skade - folket, det tjener, skrev forsvarscheferne.
De mange drab lørdag fandt sted, samme dag som militærstyret hyldede de væbnede styrker med en stor parade.
Paraden blev holdt på trods af de tiltagende protester og demonstrationer, og mandag var der igen mange tusinde demonstranter på gaden.
Onsdag er der indkaldt til møde i FN's Sikkerhedsråd omkring Myanmar.
/ritzau/AFP
