438 mennesker er nu døde af virussygdommen ebola i DR Congo.

Det viser officielle data fra landets regering, som er offentliggjort onsdag.

Antallet af bekræftede ebolasmittede er steget til 1406 og er spredt over tre provinser i den østlige del af landet, lyder det.

Både forskere og nødhjælpsorganisationer forventer dog, at det reelle tal er langt højere, skriver nyhedsbureauet AFP.

Ebola forårsager typisk alvorlig feber og kan i værste fald føre til blødninger, der ikke kan stoppes, hvilket ofte har dødelig udgang. Virusset smitter ved tæt kontakt med syge menneskers kropsvæsker.

I mange tilfælde er mennesker blevet smittet ved begravelser af ofre for ebola, skriver AFP.

Ligesom i mange andre lande i Afrika varer begravelser i DR Congo ofte i flere dage, hvor familie og venner traditionelt rører ved den afdødes krop.

Det er den sjældne ebolavariant med navnet bundibugyo, der spreder sig. Der er ingen godkendt behandling eller vaccine mod sygdommen.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, oplyste for få dage siden, at kliniske forsøg er få dage væk.

Det nuværende udbrud af ebola er det 17. udbrud i DR Congo siden 1976, da sygdommen først blev opdaget.

Det aktuelle ebola-udbrud blev erklæret i det folkerige centralafrikanske land i midten af maj. Myndighederne har dog efterfølgende sagt, at udbruddet inden da var gået uopdaget hen i flere uger.

Smittens epicenter ligger i den østlige provins Ituri i DR Congo. Området har i årevis været plaget af vold, og det gør det ekstra vanskeligt at få bugt med sygdommen.

Der er også registreret dødsfald som følge af ebola i nabolandet Uganda.

Sundhedssystemet i DR Congo er under pres, og der er ofte mangel på helt basale ting som beskyttelsesudstyr og desinfektionsmidler.

Særlige ebolabehandlingscentre, som er oprettet med støtte fra WHO og nødhjælpsorganisationer, er allerede overbelastede, skriver AFP.

Ebola har ifølge AFP kostet flere end 15.000 mennesker livet i Afrika i løbet af de seneste 50 år.

RITZAU/REUTERS