Over 100 personer meldes dræbt, efter et passagerfly fredag styrtede ned nær Havana på Cuba kort efter takeoff fra hovedstaden. Årsagen er endnu ukendt.
Et vidne så en stor ildkugle efterfulgt af en søjle af røg nær lufthavnen i udkanten af den cubanske hovedstad.
Hvorfor den frygtelige tragedie skete, vides endnu ikke. Men øjenvidner fortæller, at de så passagerflyet bryde ud i flammer, inden det styrtede ned på en mark i nærheden af en skov, skriver flere britiske medier, herunder BBC.

»Jeg så det lette. Lige pludselig vendte det rundt og styrtede. Vi var alle forbløffede,« siger vidnet Jose Luis til AFP ifølge BBC.
»Vi hørte en eksplosion og så en stor røgsky stige op,« fortæller et andet øjenvidne, restaurantejer Gilberto Menendez ifølge Express.
Et tredje vidne har ifølge The Telegraph fortalt til Granma, den cubanske statsavis, at flyet forsøgte at vende rundt og derved kom til at rive nogle elektriske ledninger over, hvilket fik det til at styrte.
Flyet var et 39 år gammelt Boeing 737-201. På flyet var 104 passagerer, heraf fem børn, og seks besætningsmedlemmer, som alle var mexicanere. De fleste flypassagerer var cubanere, dog var fem udlændinge mellem dem.

Tre kvinder blev reddet levende ud af flyvraget, og er i øjeblikket i kritisk tilstand på et hospital.
Den cubanske præsident Diaz-Canel skyndte sig til ulykkesstedet sammen med et stort antal redningsfolk.
Myndighederne arbejder nu på at få identificeret passagererne på flyet og på at få kortlagt, hvordan ulykken kunne ske. Derfor beder myndighederne familier til passagererne om at komme med billeder, som kan hjælpe med identifikationen.
Cuba har deklareret en officiel sørgeperiode fra den 19. maj klokken 06.00 til 20. maj klokken 12.00, hvor der vil blive flaget på halv stang ved stats- og militærinstitutioner.




