En »omfattende indsats« er fortsat i gang i det luksuriøse skisportsområde Crans-Montana i Schweiz, hvor flere mennesker har mistet livet i en brand, der er blevet beskrevet som en »eksplosion«.

Fra politiet lyder det nu, at der er tale om »en alvorlig hændelse«.

Her ses et billede fra skisportsbyen torsdag morgen.
Her ses et billede fra skisportsbyen torsdag morgen. Foto: Maxime Schmid/AFP/Ritzau Scanpix

»Indsatsen er stadig i gang. Området er fuldstændig afspærret,« oplyses det i en pressemeddelelse.

»Der er udstedt forbud mod overflyvning af Crans-Montana.«

Klokken var omkring 01.30 nytårsnat, da en voldsom brand af endnu ukendt årsag brød ud i baren 'Le Constellation' i det eksklusive skisportsområde, hvor en nytårsfest skal have været i gang.

»Et stort antal politifolk, brandmænd og redningsfolk begav sig straks til stedet for at yde hjælp til de mange ofre,« oplyser politiet.

Foto: Google Maps

Tidligere har en talsmand for politiet, Gaetan Lathion, oplyst, at der er »flere sårede og flere døde«.

Antallet af døde og kvæstede er endnu ukendt.

»Der er iværksat en omfattende indsats,« lyder det fra politiet i pressemeddelelsen.

En læge fra Rega – Swiss Air-Rescue Rega – fortæller til det schweiziske medie RTS, at hospitalerne i den fransktalende del af Schweiz, Romandiet, er blevet aktiveret på grund af antallet af patienter med svære forbrændinger.

Lægen kommer i den forbindelse også med en opfordring til befolkningen:

»Udvis solidaritet ved at undgå risikable aktiviteter denne 1. januar.«

Politiet vil afholde pressemøde om den tragiske hændelse klokken 10.