Den mistænkte bag skyderiet i Utrecht er efter en længere menneskejagt blevet anholdt, oplyser hollandsk politi på et pressemøde mandag aften.

Der er tale om den 37-årige tyrkiske mand Gökhem Tanis, der har været eftersøgt af politiet.

Han er mistænkt for at stå bag skyderiet i den hollandske by, der har kostet tre mennesker livet.

Derudover er yderligere fem såret, heraf tre alvorligt.

Oprindeligt lød det, at ni var såret, men det er efterfølgende nedjusteret til fem.

Er du i Utrecht eller kender nogen, der er? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til os på 1929 eller på Facebook.

Ifølge det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu skød gerningsmanden et familiemedlem af 'familiære grunde'.

Efterfølgende skød gerningsmanden en række personer, der forsøgte at hjælpe offeret.

Tidligere fortalte byens borgmester ellers, at et 'terrormotiv' er den mest sandsynlige forklaring på angrebet.

Følg med i live-dækningen af skyderiet her:

Angrebet skete mandag formiddag klokken 10.45 i udkanten af bymidten i Utrecht. Her blev der affyret skud i en sporvogn. Der er dog stor uvished om, hvad der præcis er sket, og hvor mange angrebsmænd der er tale om.

Den hollandske premierminister har mandag eftermiddag holdt pressemøde.

»Vores land er blevet ramt af et angreb i Utrecht,« siger premierminister Mark Rutte og tilføjer, at et 'terrormotiv ikke er udelukket'.

»Hvis det er et terrorangreb, så har vi kun et svar: Vores land, vores demokrati skal være stærkere end fanatisme og vold,« siger han.

Det hollandske militærpoliti meddeler, at sikkerheden ved lufthavne og andre nøglebygninger i Holland er øget, skriver nyhedsbureauet AFP.

ROBIN VAN LONKHUIJSEN

Borgerservice i det danske udenrigsministerium tilråder forsigtighed.

»Hvis du er i Utrecht, bør du holde dig væk fra 24. Oktober-pladsen og altid følge myndighedernes anvisninger, hedder det.

24. Oktober-pladsen fungerer som sporvognsremise.

Utrecht ligger lidt over 50 kilometer syd for Amsterdam. Det er en by, der er en smule større end Aarhus.

ROBIN VAN LONKHUIJSEN

/ritzau/