Flere danske medlemmer af EU-parlamentet har lagt mærke til noget særligt: Der er en anden glæde lige nu
Én særlig begivenhed i sidste måned har løftet humøret i Europa-Parlamentet, fortæller flere til B.T.

Én særlig begivenhed i sidste måned har løftet humøret i Europa-Parlamentet, fortæller flere til B.T.

Det var egentlig en hurtigt, indledende bemærkning ved et møde med en gruppe medlemmer af den danske presse i sidste uge.
Alligevel er kommentaren fra det socialdemokratiske medlem af Europa-Parlamentet Christel Schaldemose en, der vækker genklang flere steder.
Kommentaren fra den danske EU-politiker faldt fredag, hvor hun og en række andre danske medlemmer af parlamentet havde inviteret pressen på en briefing.
De fleste vil nok beskrive det som en glædelig nyhed.
»Der er en enorm glæde i store dele af Europa-Parlamentet lige nu over resultatet af valget i Ungarn,« sagde Schaldemose og uddybede:
»Det kan mærkes i hele parlamentet, hvor der en anden glæde lige nu.«

Den indledende kommentar var formentlig for at give et kort glimt af stemningen i parlamentet, der hører til i Bruxelles og Strasbourg.
Men den er også meget sigende om store dele af den europæiske reaktion på det valg i Ungarn sidste måned, som satte den mangeårige premierminister Viktor Orban fra posten.
Netop Viktor Orbán har under sine mange år som leder af Ungarn trukket det centraleuropæiske land i en mere russiskvenlig og EU-kritisk retning.
Orbán har være så meget på kant med EU, at der efterhånden i en årrække har været tilbageholdt enorme beløb fra Ungarn i støtte, da man ikke mener, at landet under hans ledelse lever op til en række demokratiske krav.

At valget i Ungarn, hvor oppositionspolitikeren Péter Magyar kom til magten, har vakt glæde i Europa-Parlamentet gør sig ikke kun gældende i den socialdemokratiske gruppe.
Det kunne B.T. konstatere, da vi efter pressebriefingen fangede Konservatives EU-parlamentariker Niels Flemming Hansen.
»I min gruppe i parlamentet oplever jeg også en stor glæde over det ungarske valg. Der er en forbrødring med mange medlemmer af parlamentet fra Ungarn lige nu. En klar forbedring, som peger i en mere EU-venlig retning,« sagde han til B.T.
Et af de seneste års helt store stridspunkter mellem EU og Ungarn under ledelse af Viktor Orbán har været en kæmpe hjælpepakke til Ukraine i form af et lån på 90 milliarder euro.

Den har Orbán flere gange blokeret.
Men da det stod klart, at Ungarn skulle have en ny premierminister, blev der på ny vakt håb om snarlig fremdrift i forhold til hjælpepakken.
Og i det hele taget, så har det ungarske valgresultat vakt begejstring, fortæller Venstre EU-parlamentariker Morten Løkkegaard til B.T,
»Man kan ikke overvurdere det, der skete i Ungarn. Vi har sukket efter et folkeligt svar til Orbán. Og at det sker så kraftigt er kun glædeligt,« siger Morten Løkkegaard med henvisning til, at Péter Magyar vandt en overbevisende sejr over Viktor Orbán.

Det lover med andre ord godt for de EU-politikere, som har set den nu tidligere ungarske premierminister som et af unionens største problemer.
Nu skal arvtageren, Péter Magyar så vise, at han er glæden værd, fortæller Niels Flemming Hansen.
»Nu skal Magyar vise, hvad han kan og vil. Men det lysner i øst.«