Flammerne æder sig frem mod vinparadiset Bordeaux.

Landsbyer er truet, og over 140.000 mennesker er allerede blevet evakueret fra de voldsomme naturbrande i det sydvestlige Frankrig.

Nu griber præsident Emmanuel Macron til et af de tungeste midler.

Han mobiliserer det franske militær for at hjælpe i kampen mod brandene, skriver France 24.

Badegæster ved Moutchic i det sydvestlige Frankrig, mens røgen fra en naturbrand breder sig i baggrunden. Foto: Maximilien Lamy/AFP/Ritzau Scanpix

Omkring 500 soldater vil blive sendt afsted.

Indenrigsministeren kalder da også branden, som »fuldstændig uden fortilfælde,« og siger, at Frankrig ikke tidligere har oplevet en brand af den størrelsesorden.

Myndighederne forventer samtidig, at mange tusinde flere kan blive tvunget til at forlade deres hjem, efterhånden som flammerne rykker frem.

Omkring 140.000 mennesker er blevet evakueret og omfatter ifølge AFP over 110.000 mennesker i Gironde-regionen og 31.000 i Landes-regionen, der begge ligger i nærheden af Bordeaux. 

Brandfolk kæmper mod flammerne ved Lège-Cap-Ferret, mens tørken forværres i store dele af Frankrig. Foto: Stephane Mahe/Reuters/Ritzau Scanpix

Brandene har samtidig fortæret omkring 14.000 hektar, oplyser landets indenrigsminister.

Situationen kan blive endnu værre, da der ventes vindstød på op mod 80 kilometer i timen.

Frankrigs premierminister har indkaldt en række ministre til et krisemøde om brandene.