Store dele af Europa rammes igen af en bølge af nedlukninger og restriktioner på grund af stigende antal coronasmittede.

Det er noget, som nogle virksomheder og borgere vil gå langt for at undgå. I Polen forsøgte et fitnesscenter sig med en udspekuleret manøvre.

Landet er blevet underlagt nye restriktioner, som betyder, at blandt andet fitnesscentre skal lukke, men det skulle ikke gælde Atlantic Sports Club i Krakow.

De forsøgte sig med at erklære fitnesscenteret for en kirke og medlemmerne for en menighed, da religiøse forsamlinger ikke er indbefattet af de nye nedlukninger.

'Da holdtræning ikke er tilladt, starter vi i dag en religiøs menighed...Den Sunde Kirke..' skrev fitnesscenteret i weekenden på Facebook.

Lørdag inviterede to af centerets trænere – omdøbt til Ældre Rådet – derfor til en ekstraordinær religiøs begivenhed.

Selve fitnesscenteret ændrede de til en butik med træningsudstyr, hvor medlemmer kan komme og prøve træningsmaskinerne.

På den måde var det på papiret altså ikke tale om et fitnesscenter længere. De kunne fortsætte med at holde åbent – helt lovligt.

Arkivfoto af fransk fitnesscenter under coronapandemien. AFP.
Arkivfoto af fransk fitnesscenter under coronapandemien. AFP. Foto: MEHDI FEDOUACH
Vis mere

Fitnesscenteret forklarer også på Facebook, at det for dem handler om overlevelse og deres job. Ønsker man ikke at udsætte sig for smitterisikoen, kan man blive væk.

Trods den ihærdige indsats for at holde åbent måtte Atlantic Sports Club erkende nederlaget allerede tirsdag.

Politiet har været forbi flere gange for at give bøder og afhøre medlemmer og medarbejdere, hvilket har tvunget centeret til at lukke.

Flere personer havde også kontaktet sundhedsmyndighederne omkring centerets krumspring, der dog allerede havde været ude på stedet.