I området ved alpedalen Valtellina i Italien er tre skiløbere blevet taget af et sneskred. To er døde som følge af ulykken.

To andre personer har mistet livet i forskellige skred i Trentino, oplyser den lokale redningstjeneste ifølge nyhedsbureauet NTB.

I den nordvestlige del af Italien i Aostadalen blev to skiløbere også taget i et skred, men de kom ud af snemasserne med livet i behold.

Det oplyses, at det var deres gode udstyr, der reddede dem.

Ulykkerne med skred har fundet sted, efter at vinter-OL netop er blevet skudt i gang i det nordlige Italien.

For tiden er risikoen for sneskred høj i de italienske alper.

/ritzau/