Boeing 737 MAX 8 holdes på jorden i Europa efter dødelig flyulykke, men i USA og Canada kan de flyve videre.

Der er onsdag kun få flyselskaber tilbage i verden, som fortsat sender Boeing 737 MAX 8 på vingerne.

Det skriver det danske luftfartsmedie check-in.dk og det norske medie E24.

Ifølge E24 er det kun to canadiske og to amerikanske flyselskaber, der fortsat bruger flyene. Der er tale om Air Canada, Westjet, American Airlines og Southwest.

Desuden flyver United Airlines, Copa og Thai Lion videre med Boeing 737 MAX 9.

Hverken i USA eller Canada er der udstedt flyveforbud mod Boeing 737 MAX.

En lang række lande har foreløbigt forbudt at flyve med Boeing 737 MAX 8, mens en fatal flyulykke i Etiopien søndag efterforskes. Her blev 157 mennesker dræbt.

Den europæiske luftfartsmyndighed, Easa, har forbudt at flyve med Boeing 737 MAX 8 og 9. Det tæller de 28 EU-lande samt Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz.

Desuden har blandt andet Kina, Indonesien, Indien og senest Libanon samt Egypten udstedt flyveforbud.

De amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, vil dog ikke udstede et flyveforbud mod den forulykkede flytype.

FAA's fungerende administrator, Dan Elwell, sagde tirsdag ifølge Reuters, at de amerikanske myndigheders "gennemgang ikke viser nogen systematiske problemer og ikke giver grundlag for at beordre flyene suspenderet".

Han fortalte desuden, at ingen udenlandske luftfartsmyndigheder har givet FAA oplysninger, der skulle føre til, at flyene holdes på landjorden.

Flytypen fra ulykken var også involveret i en ulykke i oktober, hvor et fly styrtede ned i Indonesien. Her omkom 189 mennesker. Derfor er det ved at blive undersøgt, om der er en sammenhæng mellem de to ulykker.

Onsdag oplyses det ifølge nyhedsbureauet AP, at den sorte boks fra flyulykken skal undersøges i udlandet. Det nævnes ikke i hvilket land.

Boeing har leveret omkring 350 fly af typen til selskaber verden over, mens der er lagt bestillinger på 5111 fly, som endnu ikke er leveret.

/ritzau/