Spanske redningstjenester har fundet ligene af fire personer under murbrokkerne af den bygning, der tirsdag styrtede sammen i Madrid.
Det oplyser de lokale myndigheder onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
»Det er med dyb sorg, at vi kan bekræfte, at brandvæsenet i Madrid har fundet ligene af de personer, der forsvandt efter bygningskollapset,« skriver byens borgmester, Jose Louis Almeida, på X.
Dermed er dødstallet opjusteret fra to til fire.
Natten til onsdag var to meldt døde, mens to fortsat var savnet. Det er ikke bekræftet, om der er tale om de to, som nu er bekræftet døde.
Kollapset skete i en bygning nær Plaza Mayor, som er en af de mest kendte pladser i den spanske hovedstad.
Bygningen var ved at blive renoveret, da flere etager styrtede sammen, har Madrids viceborgmester, Inma Sanz, sagt.
»De øverste etager kollapsede og faldt nedad. Derfor taler vi om en meget stor mængde murbrokker, som det vil tage lang tid at rydde op – ikke bare timer, men formentlig adskillige dage,« sagde Inma Sanz.
Ifølge Francisco Martin Aguirre, der repræsenterer den spanske regering i Madrid-regionen, har etager helt ned til kælderen givet sig.
»Skaderne er meget alvorlige, og den mulige påvirkning af de tilstødende bygninger er også ved at blive analyseret,« sagde han i forbindelse med ulykken.
Bygningen var tidligere en kontorejendom, og var ved at blive renoveret for at kunne bruges som hotel i stedet.
Ifølge et offentligt register var der seks etager i ejendommen og et totalt areal på 6745 kvadratmeter.