Fire småbørn er døde i Frankrig den seneste uge, hvor en hedebølge har ført til rekordhøj varme på over 40 grader.

En 18 måneder gammel dreng blev tirsdag fundet overophedet i en bil i Marseille i den sydlige del af landet. En teori lyder ifølge The Guardian, at faren glemte sønnen i bilen i stedet for at aflevere ham i vuggestuen.

Torsdag blev en treårig dreng fra Paris meldt død, efter han havde forvildet sig ind i familiens bil onsdag på Frankrigs varmeste dag nogensinde målt. Ifølge Le Monde kunne drengen ikke komme ud på grund af børnelåsen. Moren blev bragt på hospitalet i choktilstand.

Også i det sydøstlige Frankrig blev to børn på to og fire år mandag fundet døde i en bil parkeret uden for familiens hjem. En retslæge vurderer ifølge New York Times, at de kan være døde af for meget varme.

Flere lande i Europa, herunder Danmark, har slået varmerekord i juni, som i 2026 har været exceptionelt varm.

Frankrig har været særlig hårdt ramt. Landets myndigheder oplyser, at siden 24. juni er omkring 1000 flere mennesker døde end i de foregående måneder, og at det især gælder i de områder, hvor varmen har været værst. 

Søndag ser det dog ud til, at noget af varmen er begyndt at aftage.