36-årige Denys Tkach var den første ukrainske soldat, der blev dræbt, da Putins tropper gik ind i Ukraine. 

Krigen i Ukraine har tirsdag varet i fire år.

Overvågningsbillede fra 24. februar 2022, hvor russisk militær krydsede Krim.
Overvågningsbillede fra 24. februar 2022, hvor russisk militær krydsede Krim. Arkivfoto: Marie-Laure Messana/AFP/Ritzau Scanpix

Tkach blev skudt omkring klokken 03.40 natten til 24. februar 2022 – mere end en time før Ruslands præsident annoncerede sin »særlige militæroperation« i Ukraine. 

Det har blandt andre Ukraines indenrigsministerium bekræftet. 

Ifølge ministeriet blev Deny Tkach ramt af kugler fra lyddæmpede våben affyret af russiske soldater, der skød fra skjul. 

Denys Tkach arbejdede ved et militært kontrolpunkt i udkanten af den ukrainske ​​landsby Zorynivka i den østlige Luhansk-region, hvor Ukraine møder Rusland.

Denys Tkach var grænsevagt i Zorynivka, der ses her på kortet. 
Denys Tkach var grænsevagt i Zorynivka, der ses her på kortet.  Skærmbillede: Google Maps

Kort før han mistede livet, havde han beordret de fem unge grænsevagter, der var på vagt under hans kommando, til at trække sig tilbage. Det skriver det britiske medie The Guardian.

De ukrainske grænsevagter havde bemærket en bevæbnet gruppe, der bevægede sig mod den ukrainske grænse. Sådan lyder det fra Artem Umanets, bror til Denys Tkach, som var på vagt sammen med ham den voldsomme nat, skriver Ukraines indenrigsministerium. 

Den bevæbnede gruppe skulle senere vise sig at være russiske tropper. 

»Så snart jeg begyndte at løbe, hørte jeg ​​skud,« husker grænsevagten Artem Umanets ifølge ministeriet. 

Den ukrainske statsgrænsevagt har bekræftet, at det russiske angreb på Zorynivka var det første russiske angreb på ukrainsk territorium den morgen for fire år siden. 

Oksana Tkach, der var gift med Denys Tkach, mindes sin afdøde mand i et interview med The Guardian. Tkachs afskedsord til Oksana glemmer hun aldrig, siger hun.

»Vi ses i morgen. Jeg elsker dig. Jeg savner dig,« lød det fra Deny Tkachs ende af telefonen ifølge The Guardian. 

Oksana Tkach fortæller videre om den sidste telefonsamtale med hendes mand: 

»Der var ingen angst i hans ord. Vi troede ikke på invasionen. Vi kunne ikke forestille os, at russiske kampvogne ville ankomme den morgen,« siger hun ifølge Ukraines indenrigsministerium om telefonsamtalen den aften. 

Men virkeligheden var en anden. En bevæbnet russisk gruppe havde dræbt Denys Tkach. 

Hans lig blev fundet om morgenen 24. februar 2022 ved kontrolpunktet, der var blevet besat af russerne. 

Denys Tkachs kone formåede at komme til gerningsstedet den samme dag, hvor hun hentede Denys Tkachs lig. Han blev begravet i sin fødeby Mykilske i Luhansk Oblast-regionen – otte kilometer nordvest for kontrolpunktet, hvor han blev dræbt.