En fredsaftale mellem Ukraine og Rusland vil redde tusindvis af menneskeliv.
Men samtidig vil fred i Ukraine give Rusland ro til at opruste så massivt, at der vil være risiko for et russisk angreb mod Vesten inden for en periode på fem år.
Den iskolde advarsel kommer var Finlands efterretningschef Pekka Turunen, skriver svenske Expressen.
»Hvis vi taler om en storstilet krig mod Vesten eller NATO, taler vi om to til fem år,« siger den finske efterretningschef til nyhedsbureauet AFP.
Han mener, at truslen mod Vesten vil stige, når Ruslands militære kapaciteter frigøres fra fronten i Ukraine.
Den finske advarsel kommer på et tidspunkt, hvor der i Abu Dhabi er planlagt nye trilaterale fredsdrøftelser mellem Ukraine, Rusland og USA.
Det kan give håb om, at den årelange og blodige krig i Ukraine måske synger på sidste vers. Men samtidig kan det på lidt længere sigt give Rusland ny luft.
»Rusland forbereder sig på at styrke sin militære tilstedeværelse nær Finlands grænser. En mere betydelig forstærkning vil sandsynligvis begynde, når situationen i Ukraine tillader det,« skriver efterretningschef Pekka Turunen i indledningen til en årlig militær efterretningsrapport, der blev offentliggjort i Finland tidligere på ugen.
Lige nu brænder den russiske krig i Ukraine enorme mængder våben og udstyr af, og russisk våben- og ammunitionsproduktion er i fuld gang.
Og Ruslands præsident, Vladimir Putin, har en ambition om at opretholde den nuværende produktionsrate på et meget højt niveau i mindst ti år mere, ifølge Jack Watling, Senior Research Fellow ved den britiske tænketank Royal United Services Institute.
Ifølge Pekka Turunens analyse, vil Rusland være fuldt ud restitueret og klar til krig igen inden for to år efter, at en fred i Ukraine er indgået.
»Hvis vi taler om en storstilet krig mod Vesten eller NATO, taler vi om to til fem år. Mindre kriser i Centralasien eller Nordkaukasus kan sandsynligvis blive relevante tidligere end det,« siger han.
Samme melding kom i slutningen af 2025 også fra NATOs generalsekretær, Mark Rutte, Han mente, at »Rusland kan være klar til at bruge militær magt mod NATO inden for fem år«.
Men ifølge Turunen er der endnu en joker i spillet: Donald Trump. Den amerikanske præsidents handlinger bidrager til et farligere Rusland.
»Rusland ser dette politiske klima som et tegn på, at Vesten, NATO og Europa er i uorden – på randen af kollaps,« siger Turunen med henvisning til den amerikanske præsidents handlinger vedrørende både Grønland og Venezuela.

