Lyt til artiklen

En video af den finske statsminister, Sanna Marin, der danser ved en fest, har fået folk til tasterne på diverse sociale medier.

Både på godt og ondt. Nogle roser hende, og andre mener, at det afviger fra den traditionelle statsministerstil.

Nu er hun blevet beskyldt for at deltage i festen, hvor der var stoffer til stede. Dette afviser Sanna Marin dog fuldstændig, skriver det finske medie Iltalehti.

Ifølge mediet bliver slanget 'flour gang' nævnt, hvilket refererer til brugen af kokain og andre stoffer. Derudover bliver der af en af de tilstedeværende sagt »for fanden, det her bliver en god følelse«.

»Jeg har ikke taget stoffer. Jeg har ikke indtaget andet end alkohol,« lyder det fra den finske statsminister, som tilføjer, at hun ikke ved, hvorfor førnævnte blev sagt.

Hun afviser samtidig at have set stoffer ved festen.

Den finske statsminister, Sanna Marin.
Den finske statsminister, Sanna Marin. Foto: JOHN THYS
Vis mere

Videoerne af den festende statsminister blev offentliggjort i forbindelse med et sommermøde med Marins parti, SDP.

»Det er private videoer, som ikke er beregnet til offentligheden.«

»Jeg vil selvfølgelig ikke kommentere, hvor disse videoer er optaget, eller hvem der har filmet dem, for de er optaget i privatregi,« lyder det fra Marin, som uddyber, at hun er ked af, at videoerne er nået ud til offentligheden.

Marin tilføjer, at det er nogle uger siden, at festen blev afholdt.