Finlands parlament har onsdag stemt for at droppe et forbud mod atomvåben på finsk jord.

Det skriver det finske nyhedsbureau STT ifølge Yle.

Loven gør det tilladt at indføre kernevåben i Finland, hvilket ifølge regeringen er vigtigt for at kunne indgå fuldt ud i den vestlige militæralliance Nato, som Finland blev en del af i 2023.

Loven fastslår, at atomvåben kan føres ind i Finland eller transporteres igennem landet, hvis det kræves på grund af Finlands forsvar.

Men den finske forsvarsminister, Antti Häkkänen, har understreget, at det ikke er planen, at der permanent skal placeres kernevåben i Finland.

Finsk atomlovgivning fra 1980'erne forbød import, fremstilling, besiddelse og sprængning af atomvåben på finsk jord. Det var altså et totalforbud mod kernevåben på finsk område.

Godkendelsen af den nye lov blev stemt igennem med stort flertal i det finske parlament.

125 stemte for, og 61 stemte imod.

- Denne historiske reform styrker Finlands og hele Natos sikkerhed, skriver Häkkänen på det sociale medie X.

Udmeldingen kommer, mens den nordiske debat om atomvåben er blusset op på ny.

I marts oplyste den danske regering, at den havde takket ja til en fransk invitation om at indgå i et tættere strategisk samarbejde om et atomafskrækkelsesprogram.

Ifølge den danske regering indebærer samarbejdet med Frankrig ikke, at der skal placeres atomvåben i Danmark.

- Samarbejdet skal respektere gældende dansk atompolitik, som altså ikke ændres med denne beslutning, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) ved præsentationen af samarbejdet i marts.

Finland har ifølge nyhedsbureauet AFP også udtrykt interesse i at indgå i det franske program, som har til formål at øge sikkerheden i Europa.

/ritzau/