Det vækker stor glæde hos Claus Ladegaard, direktør for Det Danske Filminstitut, at Thomas Vinterbergs film "Druk" er nomineret til en Oscar i kategorien Bedste Internationale Film, og at Vinterberg desuden er nomineret til en Oscar for Bedste Instruktør.
- Det synes jeg, er fantastisk. Jeg er nærmest ekstatisk over, at Thomas er blevet nomineret som bedste instruktør.
- Og det er virkelig overbevisende, at "Druk" bliver nomineret som bedste internationale film.
Ifølge Claus Ladegaard har Danmark været i førertrøjen, når det kommer til oscar-nomineringer i kategorien Bedste Internationale Film:
- De eneste 10-12 år har Danmark været det land, som har modtaget flest nomineringer for Bedste Internationale Film. Vi er foran lande som Frankrig og Spanien, så vi står meget stærkt.
Oscar-nomineringerne har betydning for både Thomas Vinterberg og dansk filmkunst, lyder det fra direktøren.
- Nomineringen betyder helt konkret, at der skabes gode muligheder for Thomas Vinterberg, og det åbner samtidig nogle døre for hans producent, Zentropa.
- Det åbner også døre for dansk film i det hele taget. Døre, der giver adgang til finansiering, interessante samarbejdspartnere og dermed kompetencer, som vi normalt ikke er i nærheden af, siger Claus Ladegaard.
/ritzau/