Den filippinske præsident, Ferdinand Marcos Jr., opfordrer til ro, efter en skudepisode ved landets senat.

Ifølge Reuters understreger præsidenten, at regeringen ikke var involveret i hændelsen, og at det endnu er uvist, hvem som står bag.

Udtalelsen fra præsidenten kommer, efter skud ved det filippinske senat fik flere senatorer til at søge dækning.

Det oplyser journalister fra nyhedsbureauet AFP onsdag.

Meldingerne om skud kom, kort efter at Ronald dela Rosa, som er medlem af senatet, på Facebook udmeldte, at hans anholdelse var nært forestående.

Han har ifølge nyhedsbureauet AFP forskanset sig i bygningen siden mandag og opfordret militæret til at stille sig i vejen for hans anholdelse.

Ronald dela Rosa er eftersøgt af ICC for at have spillet en helt afgørende rolle i den tidligere præsident Rodrigo Dutertes såkaldte "krig mod narkotika", som kostede tusindvis af mennesker livet.

Der er ikke meldinger om dræbte eller tilskadekomne, siger Mark Llandro Mendoza, en højtstående embedsmand i senatet, til journalister.

Den filippinske præsident understreger efter skudepisoden, at der ikke er blevet givet nogen instruks om at anholde dela Rosa.

ICC har udsendt en arrestordre på Ronald dela Rosa for forbrydelser mod menneskeheden.

Det er samme anklage, der er mod Duterte, som afventer en retssag i den hollandske by Haag, hvor ICC ligger. Duterte blev anholdt sidste år.

- Jeg kommer med en opfordring til jer. Jeg håber, at I kan hjælpe mig. Lad ikke endnu en filippiner blive bragt til Haag, siger dela Rosa i en Facebook-video.

Duterte var præsident for Filippinerne fra 2016 til 2022.

Han var borgmester i Davao City i 22 år og syv valgperioder - dog ikke sammenhængende.

Ifølge anklagerne skabte, finansierede og bevæbnede Duterte dødspatruljer, som slog ned på både stofmisbrugere og narkohandlere.

Duterte har længe sagt, at hans ordre til politiet lød blot at dræbe i selvforsvar. Han har altid forsvaret indsatsen mod narkotika.

Dela Rosa var øverstkommanderende for indsatsen.

/ritzau/Reuters