Filippinerne evakuerer flere end 100.000 indbyggere på tværs af landets østlige og nordlige regioner.

Det sker, mens stormen Fung-wong er taget til i styrke og nu betragtes som en såkaldt supertyfon, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Fung-wong ventes søndag at ramme Filippinerne, hvor der er risiko for voldsom regn og vind og stormfloder.

Store dele af landet er omfattet af advarsler om storm. Flere områder er omfattet af en kategori 5-advarsel, som er det højeste advarselsniveau i Filippinerne. Det gælder blandt andet provinsen Catanduanes, Camarines Norte og Camarines Sur ved den sydøstlige ø Luzon.

Hovedstadsregionen Metro Manila og de omkringliggende områder er omfattet af en kategori 3-advarsel.

Med en vedvarende vindhastighed på 51,4 meter i sekunder og vindstød på op til 64 meter i sekundet ventes Fung-wong - der i Filippinerne også er kendt under navnet Uwan - at gå i land i provinsen Aurora, der ligger centralt på Luzon.

Det vil ske tidligst søndag aften lokal tid.

Dele af øgruppen Visaya, der ligger vestligt i Filippinerne, er ifølge Reuters allerede udfordret af strømnedbrud.

Ifølge landets civile luftfartsmyndighed er flere end 300 indenrigs- og internationale flyvninger blevet aflyst.

Ifølge AFP har flere indbyggere i Sorsogan, som ligger på Luzon, søgt ly i en kirke.

- Jeg er her, fordi bølgerne nær mit hus nu er kæmpestore. Jeg bor nær kysten, og vinden er nu meget voldsom, siger indbygger Maxine Dugan til nyhedsbureauet.

Tidligere på ugen blev landet ramt af tyfonen Kalmaegi, som ifølge katastrofedatabasen EM-DAT er den dødeligste i år.

Mindst 204 personer blev dræbt, og 109 er savnet ifølge de seneste tal fra landets regering.

Mindst fem personer mistede desuden livet, da den fredag ramte Vietnam, skriver AFP.

/ritzau/