»Jeg ringer fra den israelske efterretningstjeneste. Vi har fået ordre til at bombe. Du har to timer.« 

Sådan lød det i et gruopvækkende opkald til Mahmoud Shaheen torsdag den 19. oktober. Forinden havde Israel bombet Gaza 12 dage i streg. 

Opkaldet, der kom fra et privat nummer og ikke har været muligt at verificere, varede en time og efterlod 40-årige Mahmoud Shaheen med et ubærligt ansvar. 

Det fortæller han til BBC.

Satellitbilleder af Al-Zahra-området i Gaza før og efter, det blev bombet.  AFP/Ritzau Scanpix

»Han (personen i telefonen, red.) fortalte mig, at man ville angribe tre højhuse, og så beordrede han mig til at evakuere det omkringliggende område,« siger Shaheen til mediet. 

Og sådan gik det til, at han pludselig stod med hundredvis af skæbner i sine hænder. Ved at råbe, indtil hans hals gjorde ondt, ledte han dernæst en evakuering af sine naboer i området Al-Zahra i Gaza, fortæller han. 

Bagefter kunne de, på trods af, at Mahmoud Shaheen forsøgte at sætte en stopper for angrebet i opkaldet, sammen se deres hjem eksplodere. 

BBC har talt med Mahmoud Shaheen, efter mediet blev kontaktet af flere beboere fra området, der identificerede ham som værende manden, der modtog opkaldet. 

Mediet kan ikke verificere samtalen, men skriver, at detaljerne blandt andet stemmer overens med satellitbilleder fra området før og efter angrebet, ligesom BBC skriver, at det israelske militær før har advaret lokale forud for angreb. 

Siden terrororganisationen Hamas indledte sit angreb mod Israel den 7. oktober, er dødtallet i Israel mindst 1400, mens over 10.000 mennesker ifølge de palæstinensiske myndigheder er blevet dræbt - herunder mindst 4000 børn. Desuden er der tusinder af sårede på begge sider. 

Den 13. oktober opfordrede Israel de omkring 1,1 million civile i Gaza By til at evakuere mod syd forud for en forventet landoffensiv.

Knap 14 dage senere, den 28. oktober, oplyste Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, at landets militær vil optrappe sin tilstedeværelse på landjorden i Gaza.

Du kan følge dækningen af krigens udvikling i B.T.s liveblog HER.