Fik tekniske problemer i Sverige: To fly tvunget til at lande


To fly fra Norwegian er mandag morgen blevet ramt af tekniske problemer, og er nødt til at lande i Arlanda ved Stockholm.
Det skriver Aftonbladet.
Det ene fly skulle være fløjet fra Arlanda til Malaga.
Catharina Solli er pressemedarbejder ved Norwegian.
Til mediet siger hun:
»Lige nu er de ved at lande, og de skal skifte fly. Så vi overfører alle 146 passagerer til et nyt fly, og så flyver de videre til Malaga som planlagt.«
Det andet fly afgik fra Helsinki til London, men er nu også tvunget til at lande i Arlanda.
At to ens fly, af typen Boeing 737, fra samme flyselskab er tvunget til at lande på samme tid, er et rent tilfælde, mener Catherine Solli.
Hun ønsker ikke at fortælle, hvad det er med teknikken, der driller på flyene. Men hun fortæller, at der ikke er tale om samme type fejl på begge fly.