Fik (meget) dårlig mave midt under konkurrence – nu fortryder hun
Australsk atlet trækker sig med tilbagevirkende kraft.

Australsk atlet trækker sig med tilbagevirkende kraft.

Joanna Wietrzyk blev ved. Og ved.
Men nu fortryder den australske atlet.
»Jeg vil gerne give en oprigtig undskyldning til det kinesiske folk, mine konkurrenter, tilskuerne og arrangørerne for det, der sket i løbet i Beijing,« skriver hun på Instagram.
Det, der skete i weekenden, var nemlig ikke for sarte sjæle.
Joanna Wietrzyk deltog her i et såkaldt Hyrox-løb, da hun tydeligvis fik det dårligt undervejs. I maveregionen.
For hun – ja, undskyld – sked i bukserne i så voldsom grad, at det løb ned af benene på hende. Og ud over det udstyr som også de andre deltagere skulle bruge.
Men australieren fortsatte. Og vandt.
Efterfølgende gik optagelser fra konkurrencen dog viralt på grund af de ret ulækre scener, hvilket også bragte forargelse og kritik med sig. Ikke mindst på grund af de sundhedsskadelige omstændigheder for konkurrenterne.
Og nu er Joanna Wietrzyk kommet på bedre.
»Ved nærmere eftertanke har jeg valgt med tilbagevirkende kraft at trække mig fra løbet og givet afkald på de point, jeg optjente,« skriver hun på Instagram.
Hvor hun også understreger, at hun har lært, at der er vigtigere ting end at konkurrere: Nemlig at vide, hvornår man skal trække sig.
Også arrangørerne er efterfølgende gået til bekendelse. Fra Hyrox har det lydt, at man burde have reageret hurtigt undervejs og have trukket Joanna Wietrzyk ud.
Man har dog understreget, at de berørte områder blev afspærret og eksempelvis blev underlaget udskiftet, mens udstyr blev rengjort.