Stormen Therese er på vej mod den spanske ferieø Tenerife og forventes at ramme onsdag.

Stormen medfører risiko for voldsomt vejr med kraftig nedbør og vindhastigheder på over 100 km/t.

Og det har fået myndighederne til at erklære undtagelsestilstand for hele øen, hvilket har resulteret i lukninger, restriktioner og suspendering af udendørsaktiviteter.

Det skriver Canarian Weekly.

Beboere og besøgende opfordres til at undgå unødvendige rejser og følge de officielle opdateringer i løbet af dagen.

Det forventes, at den nordlige del af øen, den sydvestlige del og de højere liggende områder bliver hårdest ramt.

Strækningen mellem Santiago del Teide og Arico fremhæves som særligt sårbar.

I nogle områder kan nedbøren overstige 300 liter pr. kvadratmeter, hvilket øger risikoen for oversvømmelser betydeligt.

Stormen Therese forventes også at ramme storbyområdet, herunder Santa Cruz og La Laguna, men dog i mindre alvorlig grad.