Fem teenagedrenge har søndag mistet livet i en trafikulykke i Irland på en motorvej, hvor de kørte imod kørselsretningen.

Her stødte bilen frontalt sammen med et modkørende køretøj.

Foruden de fem dræbte er fire andre personer fra det modkørende køretøj alvorligt kvæstede.

Det oplyser irsk politi ifølge Sky News.

- Denne forfærdelige hændelse viser, hvor uansvarlig og farlig kørsel mod færdselsretningen på motorvejen er, siger politichef Justin Kelly til det britiske medie.

- Det burde naturligvis sige sig selv, men det, der gør denne hensynsløse adfærd endnu mere chokerende, er, at det i nogle tilfælde sker for at få likes på sociale medier, uden hensyn til den potentielt ødelæggende indvirkning, det kan have på uskyldige mennesker og på dem selv, tilføjer han.

Sammenstødet skete natten til søndag nær byen Athy, der ligger sydvest for hovedstaden Dublin.

Blandt de fire kvæstede, som alle er bragt til hospitalet, er to kvinder, der sad forrest i en modkørende bil.

På bagsædet sad en kvinde i 20'erne og et barn, og de er begge i "alvorlig tilstand", skriver Sky News.

- Disse familiemedlemmer var på vej helt uden skyld, da de blev ramt af et køretøj, der blev ført mod færdselsretningen på motorvejen, siger Justin Kelly.

Politiet opfordrer vidner til ulykken om at henvende sig.

En del af motorvejen, hvor dødsulykken fandt sted, er fortsat spærret, mens der bliver foretaget tekniske undersøgelser.

RITZAU