Fem personer - heriblandt tre børn - er omkommet i et bygningskollaps i Istanbul i Tyrkiet.

Det oplyser byens myndigheder fredag.

Kollapset skete tidligt torsdag på den asiatiske side af storbyen.

De nederste etager af bygningen kollapsede, mens de øverste etager blev stående oven på murbrokkerne.

- Eftersøgnings- og redningsaktionen i området under murbrokkerne er afsluttet, efter at man fandt liget af det sidste offer efter klokken 06.15 fredag morgen, lyder det fra Istanbuls guvernørs kontor.

To piger på henholdsvis 5 og 10 år, en dreng på 12 år og to andre er døde i kollapset. Ni andre personer er blevet reddet ud fra murbrokkerne i live.

- Bygningen blev opført i 1987, siger Nuri Aslan, der er viceborgmester i Istanbul, til journalister.

- Kælderen, stueetagen og de to etager over er bygget i overensstemmelse med normerne på den tid, men de øvrige etager er tilføjet senere.

55 personer, der bor i nærheden af ulykkesstedet, er blevet evakueret som en sikkerhedsforanstaltning.

Ifølge tyrkiske medier har lederen af en butik på stueetagen af den kollapsede bygning sagt, at hun har lagt mærke til, at der har været revner i bygningen siden april.

Lokale medier estimerer, at op til 1200 bygninger i Istanbul kan kollapse på grund af forfejlet konstruktion eller materialer.

I august kollapsede en tom bygning i Istanbul. Ingen kom til skade i den forbindelse.

Istanbul er Tyrkiets største og tættest befolkede by. Byen ligger både på det europæiske og det asiatiske kontinent.

RITZAU/AFP