Det kunne umiddelbart lyde som et skoleeksempel på en gruppevoldtægt, når fem mænd forgriber sig på en 14-årig pige i bevidstløs tilstand.

Men det er det ikke, afgjorde en domstol i Barcelona torsdag.

I oktober 2016 blev den 14-årige pige lokket væk fra en fest i den spanske by Manresa.

Pigen blev ført til en forladt bygning, hvor hun drak alkohol og tog stoffer med fem mænd.

Den 14-årige befandt sig til sidst i en bevidstløs tilstand, hvorefter de fem mænd på skift forgreb sig på hende seksuelt. Det skriver DR.dk.

Ifølge spansk lov kan en person kun dømmes for voldtægt eller seksuelt overgreb, hvis der er brugt fysisk magt eller intimidering.

Eftersom den unge pige ‘ikke vidste, hvad hun gjorde eller ikke gjorde’, mente retten, at mændene kun kunne dømmes for seksuelt misbrug.

De dømte fik mellem 10 og 12 års fængsel. Hvis de i stedet var dømt for voldtægt, havde de fået 15 til 20 år bag tremmer, skriver BBC.

Mændene sagde under retssagen, at de troede pigen var 16 år, som er grænsen for den seksuelle lavalder i Spanien.

Det argument blev dog afvist af retten.

Den nye dom i Barcelona har fået især kvinderetsforkæmpere til at beskylde det spanske retsvæsen for at være kvindefjendsk, da ofre for voldtægt skal bevise, at de gjorde modstand.

Spaniens regering har lovet at ændre loven, så der kommer større beskyttelse af ofre for seksuel vold.