Et mindre propelfly er styrtet ned i den amerikanske delstat Texas, og alle fem ombordværende blev dræbt i styrtet.

Det oplyser Ruben Becerra, som er dommer i Hays County, på Facebook fredag.

Styrtet skete sent torsdag, og redningsfolk blev sendt til stedet omkring klokken 23.05 lokal tid.

Flyet var af typen Cessna 421C.

- Myndigheder har bekræftet, at alle fem ombordværende mistede livet som følge af hændelsen, skriver dommeren.

Der er angiveligt ikke tegn på, at flyet kolliderede med et andet fly i luften.

- Foreløbige informationer indikerer, at flyet var i høj fart, da det styrtede, fortsætter han.

Den primære amerikanske luftfartsmyndighed, FAA, og transportsikkerhedsmyndigheden NTSB skal forsøge at fastslå årsagen til styrtet.

- Dette er en aktiv efterforskning, skriver Ruben Becerra.

/ritzau/