Fem narkohandlere er nu blevet anholdt og sigtet for blandt andet at have været skyld i, at Robert De Niros barnebarn for lidt over to år siden døde af en overdosis.
»I dag er retfærdigheden blevet genoprettet,« som Frank Tarentino fra det amerikanske narkotikabekæmpelsesbureau DEA siger i en udtalelse.
Sådan skriver New York Post.
De fem narkohandlere er ligeledes sigtet for at have været en del af en organisation, der har solgt tusindvis af stoffer til fortrinsvist unge i New York over en længere periode.
Ikke mindst det frygtede stof fentanyl.
Det var tilbage i sommeren 2023, at Leandro De Niro Rodriquez døde.
Og det er tidligere kommet frem, at han døde med en blanding af fentanyl, bromazolam, alprazolam, 7-aminoclonazepam, ketamin og kokain i blodet.
Kort efter blev en kvinde anholdt, og hun er stadig tiltalt for at være den person, der direkte solgte det dødbringende stof til Robert De Niros barnebarn.
I forbindelse med dødsfaldet reagerede Robert De Niro selv sådan her:
»Jeg er dybt påvirket over bortgangen af mit elskede barnebarn Leo. Vi er meget taknemmelige for kondolencerne fra alle. Vi beder om privatliv, så vi kan sørge over vores tab af Leo.«
De fem mænd, der nu er sigtet i sagen, er også mistænkt for at have forårsaget en lige så dødbringende overdosis hos datteren af musikeren Chris Stein fra bandet Blondie.
»Selvom anholdelsen af disse fem personer ikke vil bringe de tabte liv tilbage, håber vi, at det kan give en vis grad af afslutning for de familier, der fortsat sørger,« sagde DEA-agenten Frank Tarentino torsdag.

