Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har udgivet en ny trusselsvurdering. Her kan man læse, at Rusland udfører 'hybridkrig mod Nato og Vesten' og herunder Danmark.

Samtidig er vurderingen, at truslen fra Rusland 'meget sandsynligt' vil 'stige de kommende år'.

Vurderingen fra FE, der blev udgivet fredag i forbindelse med et pressemødet på Kastellet i København, lister også trusselsniveauerne på følgende måde:

  • Truslen fra sabotage mod Forsvaret er HØJ

  • Truslen fra destruktive cyberangreb mod Danmark er MIDDEL

  • Truslen fra militære provokationer mod NATO-lande er HØJ

  • Truslen fra påvirkningsoperationer mod Danmark er LAV

  • Truslen fra regulære militære angreb mod Danmark er INGEN.

En høj trussel er det næsthøjeste niveau og beskrives i rapporten fra FE på følgende måde:

'En eller flere aktører har kapacitet til og foretager specifik planlægning af angreb/skadelig aktivitet, eller har allerede gennemført eller forsøgt angreb/skadelig aktivitet.'

Det lyder dog videre i rapporten, at man ikke anser det for sandsynligt, at Rusland vil 'foretage handlinger, der kan medføre, at NATO aktiverer artikel fem.'

Altså ønsker Rusland ikke en reel krig mod Vesten og Nato, konkluderer FE. Men samtidig vurderes det, at Rusland forsøger at flytte grænsen for, hvornår netop artikel fem kan aktiveres.

Artikel fem er løftet Nato-landende imellem om fælles forsvar, hvis et medlemsland skal blive angrebet.

'Det er sandsynligt, at Rusland har fået den opfattelse, at landet kan anvende disse virkemidler uden risiko for eskalation eller repressalier,' skrives det blandt andet i rapporten.

Her kan man også læse, hvordan FE konkret mener, Rusland udfører hybridkrig mod Danmark, Vesten og Nato.

'Rusland har for eksempel indsat kampfly til at beskytte skyggeflåden, der fragter russisk olie ud af Østersøen, og krænket NATO-landes luftrum bl.a. med kampfly og angrebsdroner. De lande, der i de seneste måneder har været mest udsat for de russiske luftrumskrænkelser, er Polen, Estland, Finland og Rumænien.'