FBI stoppede angreb mod Det Hvide Hus-stævne
Flere personer er blevet arresteret.

Flere personer er blevet arresteret.

FBI har stoppet »en potentiel trussel« mod det store kampsportsstævne, der søndag blev holdt foran Det Hvide Hus – hvor den amerikanske præsident, Donald Trump, var til stede.
Det skriver FBI-direktør Kash Patel på X mandag middag.
Her fremgår det, at »flere personer« er blevet arresteret i en operation, efter at FBI blev opmærksom på planerne 10. juni, altså onsdag i sidste uge.
»De angivelige planlagte angreb blev stoppet med det samme,« lyder det fra Kash Patel på X.
FBI-direktøren deler ingen oplysninger om, hvad der præcist skulle have været undervejs af skumle planer mod det stort anlagte show.
Men sammen med opdateringen på X har han delt et screenshot af en historie fra Fox News, der har overskriften:

»FBI afslører påståede planer om brug af eksplosiv drone mod UFC-event ved Det Hvide Hus«.
Mediet skriver videre, at fem personer skulle være blevet anholdt, mens i alt 23 personer er blevet identificeret i et muligt netværk.
Videre lyder det her hos Fox News, at angrebsplanerne altså skulle omfatte eksploderende droner, der skulle ramme bygninger i nærheden af det store arrangement.
»Det skulle fremtvinge en masseevakuering og dermed lede publikum i retning af ventende snigskytter.«
Ifølge anonyme embedsmænd skriver mediet videre, at en »anden bølge« af det, man vel kan kalde terrorister, skulle have stormet portene til Det Hvide Hus.
Også ABC News skriver, at fem personer skulle være blevet anholdt.
En kilde hos politiet siger til NBC News, at sagen betragtes som »ret alvorlig«.
Ingen af de oplysninger fra de to medier er altså blevet bekræftet fra officiel side.
Det store stævne ved navn Freedom 250 var arrangeret i anledning af USAs 250-års fødselsdag sammen kampsportsgiganten UFC.
Det var samtidig Donald Trumps fødselsdag i søndags.
Her kan du se FBI-direktør Kash Patels opslag på X om sagen: