FBI-chef: Stoppede planer om at angribe Trumps fødselsdagsfejring
»Det her er virkelig, virkelig mørkt.«

»Det her er virkelig, virkelig mørkt.«

Flere personer er blevet anholdt med mistanke om, at de har planlagt et angreb mod menneskemængden ved UFC-kampen, der fandt sted som led i Donald Trumps 80-års fødselsdag og ikke mindst USAs 250 års fødselsdag.
Det bekræfter FBI-direktøren, Kash Patel, i et opslag på X. Han skriver, at politiet var hurtige til at igangsætte en større operation, der strakte sig over flere delstater.
Omkring 100.000 amerikanere var samlet til kampen ved plænen i Det Hvide Hus søndag, men ifølge Patel hørte FBI om planerne 10. juni, fire dage før fejringen.
Nu har FBI identificeret 23 personer, der muligvis har været involveret i planerne.
De har ifølge FBI udvekslet beskeder, hvor de diskuterer, om de skulle udstyre droner med »dødbringende last for at skabe massepanik« eller bruge en skytte til at skyde mod menneskemængden.
En »anden bølge« af angrebet var også planlagt. Den involverede angiveligt at storme Det Hvide Hus i Washington DC, skriver det amerikanske medie NBC News.
Den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, fordømte efterfølgende angrebet i et interview med Fox News:
»Det her er virkelig, virkelig mørkt. Det er det, der sker, når folk skruer retorikken så højt op, at det at være uenig med nogen bliver en anledning til vold.«