Der findes mange teorier om, hvor covid-19 stammer fra. En af dem lyder på 'et laboratorium i Kina'.

Måske man nu er ved at blive klogere på et endeligt svar. Nye oplysninger fra en amerikansk efterretningsrapport lægger nemlig pres på for at undersøge, hvorvidt virussen udsprang fra laboratoriet. Det skriver Reuters.

En teori, som Trump tidligere har forsøgt at slå til lyd for.

En af dem, der nu skubber på for at få et endeligt svar er Anthony Fauci. Han er amerikansk læge og immunolog, og arbejder for National Institutes of Health i USA og er amerikanernes svar på Søren Brostrøm.

Han opfordrer nu Kina til at frigive lægejournaler for flere personer, hvis lidelser kan give afgørende fingerpeg om, hvorvidt Covid-19 opstod som følge af en læk på et laboratorium. Det skriver Financial Times, hvor Fauci har udtalt følgende:

»Jeg vil gerne se lægejournalerne fra de tre personer, der angiveligt er blevet syge i 2019. Blev de virkelig syge, og i så fald, hvad blev de syge af?«

Den amerikansk efterretningstjeneste undersøger altså stadig virussens oprindelse, herunder hvorvidt forskere på et kinesisk virologi-laboratorium i Wuhan var alvorligt syge i 2019 - en måned før de første Covid-19-tilfælde blev rapporteret.

Men både kinesiske forskere og embedsmænd har konsekvent afvist hypotesen.

De mener nemlig, at virussen kunne have været i omløb i andre regioner, før det ramte Wuhan og at smitten kunne have ramt Kina gennem importerede frosne fødevarer eller ved handel med vilde dyr.

En talsmand for Kinas udenrigsministerium, Wang Wenbin, afviste at kommentere direkte på, om Kina ville frigive optegnelserne over de syge medarbejdere, men har kraftigt benægtet, at laboratoriet var forbundet med udbruddet af Covid-19.