Trafikken i Suezkanalen er på vej til at genåbne, siger den myndighed, der administrerer kanalen.
Containerskibet 'Ever Given' er kommet fri og sejler med motorkraft, viser billeder på egyptisk tv. Skibet er dermed på vej ud af Suezkanalen.
Det skriver Reuters og AP News.
»Admiral Osama Rabie, der er leder af Suezkanal-myndigheden, har meddelt genoptagelsen af skibstrafik i Suezkanalen,« fremgår det ifølge nyhedsbureauet AFP af en meddelelse.
Øjenvidner på stedet bekræfter, at skibet bevæger sig.
Det store containerskib har siden tirsdag sidste uge blokeret Suezkanalen. Over 300 handelsskibe ligger i kø ved de to indsejlinger til kanalen, som har været lukket, siden containerskibet gik på grund.
Men mandag morgen var der så endelig gode nyheder.
Hér kunne bjærgningsmandskabet meddele, at det var lykkedes at få vand under skroget, hvorfor det igen var flydende. Ifølge BBC har mandskabet fjernet mere end 27.000 kubikmeter sand.
Hos Danske Rederier er der mandag glæde over den gode nyhed for skibstrafikken.
»Selvom det er glædeligt, at der nu åbnes op for trafik gennem Suezkanalen igen, så vil der gå uger, før hele transportkæden er tilbage på normalen,« siger Jacob K. Clasen, viceadministrerende direktør i Danske Rederier. Han tilføjer:
»Skibsfarten fragter langt størstedelen af verdenshandlen, og når der så effektivt sættes en prop i en af de vigtigste genveje til søs, som tilfældet var her, så har det store konsekvenser,« siger han i en kommentar til Ritzau.
Suezkanalen forbinder Middelhavet med Det Røde Hav og er den korteste vej mellem Asien og Europa. Den er 190 kilometer lang, 24 meter dyb og 205 meter bred og kan håndtere dusinvis af enorme containerskibe om dagen.
Cirka 12 procent af verdens gods bliver fragtet gennem kanalen. I 2020 svarede det ifølge SCA til 1,17 milliarder ton gods.
'Ever Given', der er registreret i Panama, var ifølge BBC på vej fra Kina til Rotterdam i Holland og sejlede nordpå, da det stødte på grund.